Årets bedste trykte artikel
Min artikel om tvangsægteskab til magasinet Woman er blevet kåret som ”Årets bedste trykte artikel i 2016” hos Benjamin Media. Artiklen vandt prisen til deres årlige awardshow blandt samtlige artikler fra samtlige af deres magasinbrands.
Uddrag fra artiklen:
Det er morgen, og jeg er lige vågnet. Huset er stille, og jeg skal snart op og på arbejde. Pludselig står han foran min seng. Ham fra Irak. Han kravler ned til mig og holder mig fast. Han hvisker, at han har savnet mig, og at han gerne vil have sex med mig. Jeg prøver at vriste mig ud af hans greb, men han holder endnu mere fast, og jeg råber højt nej. Jeg ved, at min far er hjemme.
”Råb ikke op, for så tager jeg dig med til Sverige nu, og så kommer du aldrig tilbage igen!” hvæser han hæst.
Jeg begynder at græde højlydt, og han truer med at slå mig, mens han lægger sig tættere på mig. Jeg skriger nu så højt, at han skubber mig ud ad sengen og råber, at jeg er en rigtig dårlig kone. At jeg er hans, og at han må gøre med mig, hvad han vil. Jeg bliver ved med at græde, og til sidst går han. Min far er begyndt at rumstere nede i stuen.
Efter den morgen begynder min mor at fortælle mig skræmmehistorier. Hun fortæller om en tyrkisk pige fra arbejdet, som lige er blevet gift med en mand, der er kommet fra Tyrkiet. Pigen vil ikke have samleje med manden, så hendes mor og far tager hende med på hospitalet og finder ud af, at hun ikke er jomfru. Pigen bliver tævet så meget, at hun nu ligger i koma på hospitalet. Jeg ser min mors historier som en trussel. Og den dag hun låser os inde på værelset sammen, ved jeg, at hun mener det alvorligt.
”Hvis du rører mig, og jeg bliver gravid, så dræber jeg barnet!” skriger jeg til ham. Min fætter fra Irak. Min mand. Jeg skriger. Igen og igen. Min mor er på den anden side af døren. Men hun låser ikke op… Ikke før min fars nøgle lyder nedenunder i hoveddøren, og jeg er hævet over hele ansigtet på grund af slag.
Fra den morgen stopper jeg med at spise. Jeg skærer mig selv i armene. Jeg vil bare dø. Jeg føler mig ikke mere som et menneske, men som et dyr, der skal gøre, hvad min familie befaler. Da min kæreste ser mig på arbejdet nogle dage senere, kigger han mig dybt i øjnene og siger:
”Det skal stoppe nu! På søndag er du væk!”